Kvejborg ApS

Med SolidWorks er det lettere og langt billigere at komme i gang med 3D-scanning
Intet behov for investering i dyr specialsoftware
Nye forretningsmuligheder

”Mange virksomheder har hidtil droppet at gå ind i 3D-scanning på grund af prisen på speciel software til efterbehandling af indscannede data. Ved i stedet at anvende ScanTo3D kan de løse mange scanningsopgaver og slipper på den måde for at skulle investere i dyr specialsoftware.”

UDFORDRINGEN

Énmands-konsulentvirksomheden Kvejborg er grundlagt i 2009 med base i den nordjyske landsby Koldby og har speciale i 3D-laserscanning og -opmåling samt omvendt udvikling (Reverse Engineering) og robotløsninger. Firmaet forhandler desuden også 3D scannere, målemaskiner, 3D-printere og software. Blandt kunderne tælles store danske virksomheder som FLSmidth, Bang & Olufsen og Forsvaret samt den tyske luftfartsgigant Lufthansa. Kvejborg samarbejder desuden med den tyske scannings-virksomhed Laserscanning Europe.
Virksomheden havde brug for hurtigt og let at komme i gang med 3D-scanning og få resultatet ind i SolidWorks. Samtidig var den øvrige specialsoftware dyr og kompleks at anvende.

LØSNINGEN

Med ScanTo3D i SolidWorks Premium er det let og billigt at håndtere data fra 3D-scanninger, men få danske virksomheder hverken kender til eller anvender mulighederne i modulet.

ScanTo3D er et integreret modul i SolidWorks Premium som få kender og endnu færre benytter, men som kan gøre det meget lettere at komme hurtigt og billigt i gang med 3D-scanning.
Interessen for 3D-scanning i Danmark har hidtil været begrænset, men er nu på hastig fremmarch. Samtidig har kun få SolidWorks Premium-brugere opdaget, at de faktisk kan importere og behandle 3D-scanningsdata direkte i deres CAD-software.

Det forklarer én af Danmarks førende specialister i 3D-scanning Søren Kvejborg.

”Mange virksomheder har hidtil droppet at gå ind i 3D-scanning på grund af prisen på speciel software til efterbehandling af indscannede data. Ved i stedet at anvende ScanTo3D kan de løse mange scanningsopgaver og slipper på den måde for at skulle investere i dyr specialsoftware,” forklarer Søren Kvejborg og tilføjer:
”Hvis man vil anvende specialiseret Post Processing software, er det desuden både nødvendigt løbende at holde både softwaren og sin viden om at anvende den opdateret, og det er en for stor mundfuld for de fleste virksomheder. Med ScanTo3D-modulet kan de i stedet blot anvende den CAD-software, de arbejder med hver dag. Det er en kæmpe fordel for dem.”

Søren Kvejborg er selv en rutineret bruger af SolidWorks og har anvendt CAD-systemet intenst lige siden han grundlagde sit firma. Han vurderer, at 80 procent af danske virksomheder inden for design og produktion i dag anvender SolidWorks:
”Min virksomhed havde ikke været der, hvor den er i dag uden SolidWorks, og softwaren har i virkeligheden været grundlaget for hele min forretning. Jeg er endnu ikke stødt på konstruktionsopgaver, jeg ikke kunne løse med SolidWorks, der også gør det meget lettere at komme i snak med kunderne, fordi de i de allerfleste tilfælde kender softwaren i forvejen,” forklarer han.

Søren Kvejborg har store forventninger til, at hans ekspertise i at anvende SolidWorks i forbindelse med behandling af data fra 3D-scanninger vil være med til at give hans firma flere opgaver i fremtiden:
”Da jeg fornylig talte ved PLM Groups introduktionsmøde omkring SolidWorks 2014, var der kun et par stykker blandt de tilstedeværende, der kendte til ScanTo3D, men efter mit indlæg var der stor interesse fra mange af de deltagende virksomheder, som henvendte sig til mig for at få mere at vide om mulighederne i både 3D scanning og modulet i SolidWorks Premium,” fortæller han.